Forretningsorden

Forretningsorden for repræsentantskabet i Nyborg Sejlforening.

§1

Repræsentantskabet træder sammen umiddelbart efter den ordinære generalforsamlings afslutning og vælger af sin midte klubbens næstformand, jfr. vedtægtens § 12.
I formandens fravær varetager næstformanden de formanden påhvilende pligter, og har de ham tilkomne beføjelser.

§2

Repræsentantskabet holder møde hver anden måned. Herudover holdes møde, når formanden skønner det nødvendigt, eller det kræves af et medlem af repræsentantskabet.
Formanden indkalder til repræsentantskabsmøderne med mindst én uges varsel. Indkaldelse skal indeholde mødets dagsorden.

§3

Formanden leder møderne. Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når halvdelen af medlemmerne er til stede. Dog må ingen beslutning tages, uden at så vidt muligt samtlige medlemmer har haft adgang til at deltage i sagens behandling. Har et medlem forfald, skal der gives suppleanten adgang til at træde i medlemmets sted, så længe forfaldet varer. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Et medlem kan ikke deltage i afstemning om spørgsmål, der vedrører hans personlige forhold.
Repræsentantskabet kan bestemme, at sagkyndige kan deltage i repræsentantskabsmøderne.

§4

Repræsentantskabet har den overordnede ledelse af klubben.
Repræsentantskabet fører tilsyn med klubbens virksomhed og påser, at den ledes på forsvarlig måde og i overensstemmelse med klubbens vedtægter.
Repræsentantskabet fastlægger rammerne for forretningsudvalgets virksomhed m.h.t. såvel den daglige drift som forhold udadtil.
Repræsentantskabet påser, at der mindst en gang årlig udarbejdes budgetter for udvalgene og for klubben, og godkender disse samt kontrollerer, at budgetterne overholdes.

§5

Formanden drager omsorg for, at der føres en forhandlingsprotokol med referat af de stedfundne forhandlinger og tagne beslutninger. Protokollen underskrives af alle medlemmer af repræsentantskabet, idet fraværende medlemmers underskrift vedtegnes ”set” som tilkendegivelse af, at de har gjort sig bekendt med indholdet.

§6

Repræsentantskabet indkalder generalforsamlingen.